Bent Fomsgaard
Cellist    :-)
Urmager
Flyinstrumentmekaniker
 

 

Dansk Metal fagforeningstvang i SAS flyværksted

Mit eget fagforbund, Dansk Metal, tvang mig ud af mit drømmejob

Grov mobning og psykisk terror, fordi de ikke syntes om min A-kasse.
 




 
 

 


I den danske presse fylder det meget, at Ryan Air er en stor skurk med ansatte i slavelignende forhold. Men alle ansatte er der vel, fordi de selv ønsker at arbejde dér. Vi har hørt om "uværdige" forhold for kabineansatte, og det er da også synd for dem, der kun er deltidsansatte, at de har svært ved at få det til at løbe rundt. Men jeg har læst om pilotlønninger på mellem 60.000 og 80.000 om måneden, og det er vel ikke så galt, selv om det vist ikke er mere, end hvad en forbundsformand eller kasserer i Dansk Metal eller LO får.

Og nu spiller de så igen med musklerne - de store fagforeninger under LO. Men de burde skamme sig. Når de gode argumenter slipper op - og det gør de hurtigt - så ser vi det, som den store gigant LO er så god til, nemlig trusler og tvang!

Vi husker vist alle restaurant Vejlegaarden, som havde overenskomst med den "forkerte" fagforening. Alle de ansatte var glade og tilfredse, men desværre tillader "den danske model", at "de stærke" får de genstridige til at makke ret! De små og svage knuses ved hjælp af sympatiblokader: Man forhindrer tilkørsel af varer, fjernelse af skrald, og sågar restaurantens annoncer i avisen.

Læs her om ondskabsfuld og helt grotesk fagforeningstvang på min arbejdsplads: SAS' flyinstrumentværksted.

Jeg blev dec. 2006 (57 år gl.) ansat i SAS som flyinstrument-mekaniker og meldte mig ind i Dansk Metal, som man jo "skal" der. Jeg betalte 600 kr. om måneden og troede i min uskyldige naivitet, at min fagforening var til for mig - for at sørge for gode arbejdsforhold og så videre. Men jeg blev hurtigt klogere. (Vi var så mange medlemmer dengang, at alene fagforeningskontingentet gav dem en årlig indtægt på en milliard kroner, og det fik dem nok til at mene, at de havde uindskrænket magt.) Jeg var til for dem! Jeg skulle bare adlyde fuldstændig blindt uden at stille spørgsmål. De bød mig ikke velkommen på arbejdspladsen. De bød mig ikke velkommen som medlem i fagforeningen. Derimod blev jeg hurtigt mødt af et ultimativt krav om OGSÅ at melde mig ind i A-kassen. Da jeg tøvede, truede min tillidsmand mig med konsekvenser. Især kassereren, Bruno, var en vred og fanatisk person, og han sagde til mig, at hvis jeg ikke lystrede, ville han personligt sørge for, at jeg blev fyret fra mit job inden prøvetidens udløb. Da jeg protesterede mod deres trusler, forberedte LO et sagsanlæg (jeg kan dokumentere dette sort på hvidt) mod SAS Components, fordi de ikke allerede havde fyret mig på grund af opsætsighed mod Dansk Metal. Den sekteriske fagforeningsfanatisme fik mine kolleger til at blokere mig totalt. Ingen talte til mig i 1½ måned, ingen drak kaffe eller spiste frokost med mig. Flyinstrumenterne, jeg skulle reparere, blev holdt tilbage, værktøj og reparations manualer blev gemt for mig. Med andre ord: total isolation, indtil jeg ville makke ret. Jeg bad min fagforening Dansk Metal om hjælp imod den voldsomme mobning, men det kunne de ikke. Nej, naturligvis! Det var jo dem selv, der stod bag ulovlighederne. SAS Components turde ikke at blive ved med støtte min lovlige ret, for det var tæt på at koste sympati-arbejdsnedlæggelser i lufthavnen, og det koster hurtigt millioner af kroner, hvis flytrafikken står stille. Så mine overordnede krævede nu, at jeg underskrev en (ulovlig) kontrakt, hvis jeg ville fortsætte på værkstedet. Kontrakten dikterede, hvem jeg måtte tale med om hvad. Det nægtede jeg naturligvis. Men efter 1½ måned med psykisk terror, var jeg så nedbrudt, at jeg måtte langtidssygemelde mig. Dagen efter trak LO sagsanlægget mod SAS tilbage, for nu vidste de, at de havde knækket mig. Kort efter opsagde jeg min stilling.
Lad os sige nej til alle former for monopol og tvang, herunder sympatiblokader. Men der skal også en holdningsændring til i store dele af den danske fagbevægelse, sådan at små og svage ikke bare bankes brutalt på plads. Samtale og gode argumenter behøves i stedet. Vi lever i 2015.

 
 

Alt ovenstående kan dokumenteres (og bliver muligvis senere lagt ud i fuld længde på denne side), for jeg førte dagbog og gemte alle bilag fra den forfærdelige tid, som jeg havde mén af i årevis.